Play User Lab
2015-2020
Virksomheder designede fremtidens leg med børn
Play User Lab var et forløb for små og mellemstore virksomheder med fokus på at designe fremtidens leg i samskabelse med børn. Laboratoriet, som blev drevet af CoC Playful Minds i samarbejde med Designskolen Kolding, gav virksomheder mulighed for at udvikle og afprøve produkter, idéer og koncepter sammen med specialiserede designkonsulenter og børn.
Play User Lab tilbød mellem 2015-2020 virksomheder et 5 måneders innovationsforløb med fokus på kompetence- og produktudvikling. I hold af 4-7 virksomheder, fik de mulighed for at teste teori af i praksis, dele viden og erfaringer med andre virksomheder og udvikle sig i et stærkt fagligt miljø sammen med videnspersoner inden for design, leg, læring og kreativitet.
I løbet af de fem måneders innovationsforløb mødte virksomhederne både design- og innovationsspecialister samt eksperter med forstand på at lege som og med børn - og selvfølgelig også en masse børn. Knap 50 virksomheder var igennem forløbene.
”Vi har fået defineret ”Dantoy-legen” og udviklet en designproces, hvor vi i højere grad inddrager børn. På den måde har innovationsforløbet i Play User Lab hjulpet os med at gå forrest i at skabe innovativt kvalitetslegetøj til børns leg og læring” fortæller Anette Joy, Art Director, Dantoy A/S
Gennem hele projektperioden arrangerede Play User Lab desuden netværksmøder for tidligere deltagere og andre interesserede spækket med inspiration, viden og lege.
Laboratoriet var et erhvervsfremme projekt under den danske designklynge Design2Innovate – i dag Dansk Design Center – og var finansieret af EU Regionalfonden og Syddansk Vækstforum.