Børnevenlig by og kommune
Første Børnevenlige By og Kommune i Danmark
Billund Kommune tog i foråret 2018 de første skridt på vejen mod at blive anerkendt som Børnevenlig By og Kommune af UNICEF Danmark. Det skete i et samarbejde mellem Billund Kommune, partnerskabet Børnenes Hovedstad og udviklingsorganisationen CoC Playful Minds. Den internationale udmærkelse tildeles byer og kommuner, som gør en ekstraordinær indsats for at beskytte og fremme børns muligheder og rettigheder.
Den 16. September 2020 fejrede Billund Kommune anerkendelsen som den første Børnevenlige by og kommune i Danmark. Med anerkendelsen er Billund Kommune blevet en del af et globalt UNICEF-netværk af byer og kommuner fra 40 lande, som vil bygge en særlig god ramme om et godt børneliv.
”Jeg har ventet i spænding på dette øjeblik, for selvfølgelig skal vi have børnevenlige byer i Danmark, og jeg er simpelthen så stolt og glad på hele FN´s, UNICEFs og Billund Kommunes vegne. Byen har virkeligt kastet sig ind i at gøre endnu mere for kommunens børn, så det er så fortjent, at en by, der i forvejen har et kæmpe fokus på børn og som i snart 10 år har været Børnenes Hovedstad, bliver Danmarks første børnevenlige by. Især fordi det ikke er noget man som by eller kommune er, men fordi børnevenlig by og kommune er noget man tager med sig ind i fremtiden og bruger aktivt og konstant i sin indsats for kommunens børn.”
- Karen Hækkerup, Generalsekretær for UNICEF Danmark.