5 skarpe om samskabelse

Forsknings undersøgelsen og rapporten er udarbejdet af professor Lene Tanggaard og forskningsassistent Josefine Dilling, begge fra Aalborg Universitet. Director of research lab her i CoC Playful Minds, Karin Møller Villumsen har været med hele vejen under udarbejdelsen af Research Journal. Hun fortæller her om den, og hvordan CoC Playful Minds i fremtiden vil sætte fokus på samskabelse.


Hvorfor har I valgt at have fokus på samskabelse med børn?

Vi ser børn som skabende verdensborgere. Derfor er det helt nødvendigt at give børnenes perspektiver og aktive deltagelse i vores fælles verden en mere central plads. Børns forståelser og måder at tilegne sig viden på og være i verden på kan voksne lære meget af, ligesom børn jo hele tiden lærer af samværet med voksne. Vi ønsker at give plads til børns mere legende og fleksible tilgang til verden, og at børn og voksne går på opdagelse sammen. Vi mener, at samskabelse med børn er vejen til et bedre liv og samfund i Børnenes Hovedstad.  

Hvad er de vigtigste konklusioner i forskningsrapporten?

Voksne skal udforske barnets perspektiver gennem en legende, eksperimenterende og undersøgende tilgang til verden, hvor den voksne kommer i ’børnehøjde’ og aktivt indtager en medlærerende rolle i relation til barnet, hvor de i fællesskab udforsker noget sammen.

Samskabelse med børn har en egenværdi, fordi det er sjovt, lærerigt og udfordrende for børn og voksne at skabe noget sammen og være fælles om en sag – i en slags sagspædagogik med sagen i centrum.

Samskabelse er et middel til at opnå dybere læring, fordi barnet lærer mere og husker bedre, hvis barnet er engageret og aktiv i at tilegne sig vide og erfare mere direkte og kropsligt gennem interaktion med flere og med stoffet og indholdet/sagen. Samskabelse er dermed en udfordring til målstyret læring og sætter i stedet mere fokus på udvikling af ’21th. century skills’.

Har du nogle konkrete eksempler på, hvor det er lykkedes med samskabelse mellem børn og voksne?

Ja, vi har flere eksempler på, at dagtilbud og skoler i Billund Builds har taget samskabelse ind som en metode til at få børnenes perspektiver og undersøgende tilgang til verden eller til en problemstilling mere aktivt i spil. Fx oplevede nogle dagplejere, hvordan børn i alderen 1-2 år var dybt optagede af at undersøge materialer og bygge dyr af disse materialer på en legende, undersøgende og skabende måde, som ikke var styret af de voksne, men af børnenes egen optagethed og inspiration fra de andre – og faciliteret med støtte af de voksne, som ikke tidligere havde oplevet børnene så koncentrerede og vedholdende i processen.

Har du et godt råd, hvis man som pædagog eller forældre gerne vil være bedre til samskabelse?

Følg barneperspektivet
Vær nysgerrig og ikke-dømmende på børnenes perspektiver og måder at tilegne sig verden på. Følg med barnet og se, hvad du får øje på af nye perspektiver og muligheder. Grib barnets invitation og inviter selv barnet med i en fælles udforskende proces og aktivitet.

Prøv dig frem og brug samskabelse som metodisk vanebrud i hverdagen Samskabelse sker kun ved at gøre det. Du/I bliver klogere på, hvad og hvordan ved at prøve jer frem – og rollerne bliver mere kendte og trygge, så I kan have både korte og lange samskabelsesprocesser. Jo mere I gør det, jo sjovere bliver det.

Hvad bliver de næste projekter for CoC Playful Minds i forhold til samskabelse med børn?

At gøre det i praksis og gøre det mere i vores programmer og projekter. Derfra skal vi samle erfaringer og dele viden, så vi bliver bedre til at praktisere det sammen med børn og unge – og andre voksne i Billund. Vi skal også blive klogere på effekten af samskabelse. Så der er meget at tage fat i. Det næste bliver helt konkret, at vi:

  • Løbende lancerer toolbox med metoder til samskabelse – spredt over hele året
  • Udbygger forståelsen og faciliteringen af samskabelse med eksempler og fortællinger på, hvordan samskabelse konkret kan gøres, og hvordan det virker
  • Inviterer børn, unge, forældre, dagtilbud, skoler, foreninger, virksomheder osv. til at afprøve samskabelse og til at dele viden og erfaringer
  • Indsamler mere viden gennem evaluering og feedback
  • Udvikler metoder, modeller og viden gennem yderligere forskning i samarbejde med blandt andet Aarhus Universitet og Aalborg Universitet

 

Se også

Kontakt os